Clear day

søndag den 20. marts 2011

The Scotch Whisky Experience

I dag stod vi også tidligt op, og gjorde klar til endnu en omgang oplevelser.
Vi startede med The Scotch Whisky Experience, som ligger oppe i nærheden af Edinburgh Castle.



Som første del af oplevelsen blev vi anbragt i en stor whisky-tønde, og fik en tur gennem de forskellige faser i whisky-produktion.
Der blev fortalt om hvordan byggen blev tørret, om vandet der blev brugt og om gæren som sætter hele processen i gang. Efter turen kom vi ind i et lokale, hvor man kunne se noget om selve aldringsprocessen, og hvilken betydning lagring på fade af forskellige træsorter (og tidligere anvendt til forskellige formål – som lagring af sherry eller amerikansk bourbon) har for whiskyen.

Derefter kom vi ind i et lokale med et u-formet bord, hvor der ved hver plads var cirkler i fire forskellige farver, som repræsenterede hvert af de fire største whisky-distrikter: Lowlands, Highlands, Speyside og Islay. I midten var en fire-farvet cirkel som repræsenterede de blendede whiskyer.


Her fortalte guiden lidt om de forskellige områder, og hvad der var karakteristisk for dem, mens der blev vist en film, og vi kunne skrabe på et kort med fire felter, et for hvert distrikt, og dufte noget af det der kendetegnede området.


Derefter skulle vi vælge hvilken type whisky vi kunne tænke os at smage – jeg valgte Speyside, mens Tanja valgte Highlands.

Så fik vi at vide vi skulle tage vores glas med, og blev vist ind i et stort lokale med en whiskysamling med over 3000 flasker, som havde tilhørt samleren Claive Vidiz.


Her fortalte guiden om, hvordan man ved at svinge whiskyen rundt i glasset, kunne se på striberne der blev på siderne, om whiskyen havde en light, medium eller full body. Lange tynde striber, der gik helt til bunden af glasset, betød en light bodied whisky, mens en kant der blev hængende øverst i glasset betød en full bodied whisky.
Så fortalte hun hvordan man duftede til den, med næsen helt nede i glasset og munden let åben, og forklarede at man som regel skulle smage på whiskyen ren først, og derefter kunne vælge at tilføre nogle dråber vand, for at hæve temperaturen en smule og dermed måske bedre kunne opfange nuancerne.


Derefter smagte vi på whiskyen, som var stærk - men god J



Der er nu ikke noget som en whisky lige fra morgenstunden!


De fem forskellige typer whisky vi kunne smage


 Nogle flasker så ud til at have været åbnet, men vi fik at vide at det ikke er tilfældet. Det skyldes ganske små utætheder hvor flasken er lukket, hvilket betyder at en del af whiskyen i flasken med tiden fordamper.




Så gik vi videre ind til den del af whiskysamlingen, hvor de dyreste flasker fandtes.

 I midten ses den på købstidspunktet dyreste whisky, i flaske belagt med sølv - pris $1000.

 Skaksæt - miniatureflasker med form som skakbrikker

Blended whisky i millenium udgave.
Den samlede alder på de whiskys den indeholder er 2000 år. 

I samme lokale som de mere specielle flasker var der også udstillet forskellige ting, og der var en whisky-bar hvor man (mod betaling naturligvis) kunne vælge at smage på nogle af de mange whiskys.

 Kunstværker af gamle whisky-tønder


 Pagode tag - det første blev bygget på et distilleri i Speyside i 1889


 Den velassorterede whisky-bar

Glasset fik vi lov at få med hjem J

Skulle du nu, ligesom jeg, have fået lyst til at høre The Doors' Alabama Song (Whisky Bar) findes den her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar